Kalaallit Airports trækker i dag, torsdag den 4. december, de netop offentliggjorte VVM redegørelser for Nuuk og Ilulissat lufthavne tilbage.
Dette sker på grund af fejl i kvalitetssikringen af rapporterne. Fejlen ligger hos Kalaallit Airports’ rådgiver NIRAS, som ikke har fået indarbejdet de seneste ændringer i de offentliggjorte rapporter.
Det er væsentligt for Kalaallit Airports, at processen omkring VVM redegørelserne følger gældende lovgivning. De reviderede redegørelser forventes færdig indenfor ganske kort tid, og vil herefter blive tilgængelige på Selvstyrets høringsportal.
Tilbagetrækningen sker i tæt dialog med Departement for Natur og Miljø. Der kommer en ny høringsperiode, når de korrekte redegørelser offentliggøres.
Tilbagetrækningen betyder at de planlagte borgermøde i Ilulissat i morgen 5. december, og Nuuk 7. december, bliver aflyst. Der vil blive indkaldt til nye borgermøder til afholdelse i starten af det nye år.