Pressemeddelelse:
Nuuk 19. december 2020
Kalaallit Airports i ambitiøst samarbejde om nye flyruter til Grønland
Kalaallit Airports Holding A/S, KAIR, og Airport Strategy & Marketing, ASM, har indgået en treårig samarbejdsaftale om udvikling af det internationale flyrutenetværk til de kommende lufthavne i Grønland. Flyselskaber fra både Europa, Nordamerika og Asien får mulighed for byde ind på ruter til Grønland.
Når Grønlands nye lufthavne står færdige, skal der være internationale fly på landingsbanen fra første dag. Det er ambitionen i et netop etableret samarbejde mellem KAIR og ASM. Sammen skal de etablere kontakter og på sigt kontrakter med de internationale flyselskaber, som skal beflyve de nye lufthavne i Grønland. ASM er en international organisation, der tilbyder strategisk rådgivning og praktisk udvikling af nye flyruter globalt. Organisationen har i over 25 år været den førende globale facilitator for netværk og matchmaking mellem lufthavne, flyselskaber og turoperatører.
Unik mulighed for at stimulere økonomien i Grønland
David Stroud, der er direktør i ASM, ser store muligheder i de nye grønlandske lufthavne: ”Grønland har en unik markedsmulighed, og udviklingen af ny lufthavnsinfrastruktur vil ikke blot øge antallet af turister. Vi er overbeviste om, at udviklingen af ruter til de nye Grønlandske lufthavne vil stimulere økonomien og skabe helt nye muligheder for alle dele af landet,” siger han.
Han ser muligheder for direkte flyvninger til Grønland fra både Europa, Nordamerika og Asien – og understreger vigtigheden af at sikre bæredygtig udvikling i samarbejde med lokale aktører.
Afgørende internationale partnerskaber
Mellem 2016 og 2018 oplevede Grønland en stigning i antallet af overnatninger på 10,8 pct. og 3,3 pct. stigning i antallet af internationale flyrejsende. Den trend vil fortsætte på den anden side af covid-19, mener Jens Lauridsen, adm. Direktør i KAIR:
”Vi er meget optimistiske. Før covid-19, så vi en støt stigende turisme og international flytrafik til Grønland. Med Grønlands unikke turismemuligheder - og de nye lufthavne - har vi et godt udgangspunkt for at lave aftaler med internationale flyselskaber. Ruteudvikling tager dog tid, og flyene kommer ikke af sig selv. Samtidig er hele flybranchen udfordret for tiden. Derfor er det helt afgørende at have en partner i form af ASM, som kender markedet og alle dets aktører.”
Aftalen mellem ASM og KAIR om udvikling af nye ruter løber i tre år. Partnerskabet skal også medvirke til at identificere hvilke services, de nye lufthavne skal tilbyde flyselskaber og rejsende.
For yderligere information kontakt venligst
Jens R. Lauridsen, adm. direktør Kalaallit
Airports Holding A/S
Imaneq 33, 5. etage
Box 2000, 3900 Nuuk – Grønland
Mobil GRL: +299 55 38 04
Mobil DK: +45 53 36 22 40
Mail: JRL@kair.gl www.kair.gl